om galgo sos

Vores VISION

Galgo SOS er en dansk non-profit organisation, som primært arbejder med at formidle adoption og information om galgoer og andre gadehundes forfærdelige vilkår i Spanien, samt yde støtte til de private spanske internater og dyreværnsforeninger.
Organisationen kæmper hundenes sag ved at støtte venligsindede hundeinternater i Spanien og forsøger at påvirke politisk for at få stoppet mishandlingen.

I Galgo SOS arbejder vi særligt på at finde egnede hjem i Danmark til nogle af de tusindvis af galgoer, der er blevet kasseret eller på anden vis endt på internaterne i Spanien.
På det politiske plan arbejder vi sammen med foreninger i bl.a. Tyskland og England, og i særdeleshed også sammen med interessegrupperne i Spanien for at skabe opmærksomhed om problemet.

samarbejde

Galgo SOS er den danske samarbejdspartner til organisationen Galgos del Sol i Murcia, som har hunde til adoption via Galgo SOS.
Ønsker man at støtte dem i det vigtige arbejde, er der masser af muligheder herfor. Man kan naturligvis donere et beløb direkte til organisationen, men det er også muligt at sponsorere en hund via deres dertil indrettede programmer, eller deltage i “teaming” hvor man donerer 1 EUR om måneden.

Nedenfor følger en kort beskrivelse af organisationen, samt links til hundene der kan adopteres og diverse sociale medier.

 

GALGOS DEL SOL

Galgos del Sol er grundlagt af Tina Wales Solera i 2007, da hun flyttede med sin familie til Spanien. Formålet med flytningen havde intet at gøre med at redde hunde, men Tina kunne ikke holde synet af de mange mishandlede hunde på gaden ud, og besluttede sig for at dedikere sit liv til formålet.

Galgos del Sol startede således i Tinas lejlighed, hvor hun tog efterladte hunde ind, men de løb hurtigt tør for plads. Heldigvis blev hun et par år efter kontaktet af et britisk ægtepar der boede i Spanien, der tilbød at bygge kenneler på deres grund, til at huse de efterhånden utallige hunde. Efter krav fra myndighederne, var hun dog nødsaget til endnu engang at flytte hundene til en ny lokation, hvilket senere blev udvidet med endnu en lokation. Efter nogle år var det ultimativt nødvendigt med et passende sted til de mange hunde.

I 2014 lykkedes det at finde en byggegrund, hvor der kunne etableres et decideret center med dertilhørende tilladelser. Udgifterne til grunden og etableringen blev indsamlet via donationer, og den første kennelblok med plads til 75 hunde og dertilhørende fritløbsområde stod klar i januar 2016. Siden da, er der blevet bygget en tilsvarende kennelblok og fritløbsområde, en reception, et undervisningslokale, beboelse til de fastboende frivillige samt et indhegnet agility-område. Fremadrettet håber Galgos del Sol at kunne samle penge ind til en dedikeret karantæne-bygning og en klinik.

Galgos del Sol har flere end 150 hunde, hvoraf langt de fleste er galgoer. Foruden at rehabilitere hundene og facilitere adoptionerne er de også dedikerede til at oplyse om galgoernes skæbne. De har faste undervisningsprogrammer hvor de underviser på skoler og inviterer skoleklasser ind på centeret, og de sætter jævnligt store billboard-reklamer op, hvor de sætter fokus på problemet for at ændre befolkningens syn på galgoen.
Galgos del Sol har ofte nogle særligt krævende galgo-skæbner, hvor de gør et fantastisk stykke arbejde med genoptræning og rehabilitering, og hjælper således hunde der kan være blinde, har fået skåret ørerne af, mangler et ben eller kan være delvist lammede.
Foruden galgoerne har Galgos del Sol også 40-50 hunde af racen podenco, der lider samme skæbne som galgoerne. Podencoer er således med tiden blevet en voksende del af centeret, da Galgos del Sol træder til, når de dedikerede podenco-rescues ikke har plads.

 

Kontakt os

Har du nogen spørgsmål? Vi er altid åbne for at tale, og hvordan vi kan hjælpe dig i gang med en eventuel adoption.